Sårbare afghanske familier får hjælp til at bekæmpe Corona

76.000 personer i det nordøstlige Afghanistan modtager hygiejneudstyr fra Mission Øst, som også oplyser om, hvordan man bedst beskytter sig mod COVID-19.

Coronavirus COVID-19 spreder sig hurtigt i Afghanistan, og lokalsamfund, der i forvejen er i en sårbar situation på grund af konflikter, flugt og høj fattigdom er især i fare – og den risiko forværres af dårlig hygiejne.

Mission East arbejder på højtryk for at nå og hjælpe så mange mennesker som muligt i Takhar- og Badakhshan-provinserne i det nordøstlige Afghanistan.

Sæbe, vaskepulver og desinfektionsmiddel

Med støtte fra det tyske udviklingssamarbejde GIZ uddeles lige nu hygiejneartikler og informationsmaterialer til 19 landsbyer i Rustaq-distriktet i Takhar-provinsen. I alt 7.871 familier – 57.458 personer I Takhar-provinsen har fået gavn af hjælpen. Hver familier modtager et hygiejnesæt, der består af sæbe, vaskepulver og desinfektionsmiddel.

Indsatsen er specifikt rettet mod særligt sårbare familier, som er udsatte på grund af handicap, alder eller diskrimination. Landsbyer prioriteres som er i fare for naturkatastrofer eller har stor tilstrømning af mennesker, der er påvirket af konflikter eller naturkatastrofer.

Hjemvendte migrantarbejdere

Sidstnævnte er særligt aktuelt i Argo- og Darayeem-distrikterne i Badakhshan-provinsen. Her er der en høj andel af mænd og drenge, som var rejst til Iran for at finde arbejde, men som på grund af Corona tvinges til at vende tilbage til deres landsbyer. Sammenlagt har 2.620 familier – i alt 19.126 personer – i Badakhshan-provinsen modtaget hjælp.  

Overalt dækker Mission Øst to indsatsområder: Oplysning og hygiejneartikler. Oplysningsmaterialerne er udviklet af de afghanske sundhedsmyndigheder, og hygiejneartiklerne er udviklet i samarbejde med FN’s ”klynge” af hjælpeorganisationer, der arbejder med vand, sanitet og hygiejne, og er helt på linje med verdenssundhedsorganisationen WHO’s retningslinjer.

Donér